Mads Christoffersen - Fysioterapeut
Hvem er jeg?
Mit navn er Mads Christoffersen, og jeg er uddannet fysioterapeut i januar 2024. Kort tid efter endt uddannelse blev jeg en del af teamet her på klinikken. Jeg er oprindeligt fra Ribe, men bor i dag i Esbjerg sammen med min kæreste.
I min fritid holder jeg mig aktiv gennem blandt andet rugby, padel og styrketræning – bevægelse og fysisk aktivitet har altid været en naturlig del af mit liv og er samtidig en vigtig drivkraft i mit arbejde som fysioterapeut.
Erfaring og specialer
Gennem min uddannelse har jeg opbygget en stærk og opdateret faglig ballast, og jeg prioriterer løbende at holde mig ajour med den nyeste viden inden for fysioterapi. Mit mål er altid at tilbyde behandlingsforløb, der er baseret på evidens og tilpasset den enkelte patients behov og mål.
Et forløb hos mig vil typisk bestå af en kombination af manuel behandling og målrettet træning, enten som hjemmeøvelser eller her på klinikken. Jeg har en særlig interesse for genoptræning og rehabilitering og brænder for at hjælpe mennesker tilbage til en hverdag med bedre funktion og øget livskvalitet. Jeg tror på, at aktiv deltagelse og bevægelse er afgørende faktorer i et succesfuldt behandlingsforløb, og derfor vægter jeg samarbejde, dialog og patientinddragelse højt.
Du vil altid blive mødt med et smil, godt humør og en grundig, individuel tilgang.
Supplerende faglighed – osteopati
Jeg er i øjeblikket osteopat-studerende på 1. år, hvilket bidrager til mit arbejde som fysioterapeut gennem en øget forståelse for sammenhængen i kroppen og samspillet mellem muskler, led, bindevæv og nervesystem. Elementer fra osteopatien vil derfor indgå som en integreret del af min fysioterapeutiske behandling, dog uden at være decideret osteopatisk behandling. Mit fokus er fortsat fysioterapi – blot med et bredere og mere helhedsorienteret perspektiv.
Særlige interesseområder
I december 2024 blev jeg GLA:D-certificeret fysioterapeut, hvilket betyder, at jeg har specialiseret viden og erfaring med behandling og træning af personer med knæ- og hofteartrose. Jeg arbejder ofte med denne patientgruppe og lægger stor vægt på at give patienterne viden, redskaber og tryghed i forhold til at håndtere deres symptomer og opnå en mere aktiv hverdag med færre smerter.
Min tilgang til dig som patient
Hos mig er alle velkomne – uanset problemstilling. Jeg lægger stor vægt på, at du som patient bliver taget seriøst og mødt med faglig nysgerrighed og respekt. Hvis jeg vurderer, at en kollega er bedre rustet til at hjælpe dig, sørger jeg altid for, at du bliver guidet videre i de rette hænder.
Mit mål er, at du som patient føler dig tryg, forstået og støttet – og ikke mindst, at du oplever reel fremgang i dit forløb.